Wilbek i nyt højre back-projekt
Landstræneren skal være med i projekt om højrehåndede bagspillere. Foto: DHF
Fredag blev fem spillere udtaget til at være med i et særligt projekt, der udelukkende drejer sig om udvikling af venstrehåndede højre backs fra de danske ungdomslandshold for herrer.
Det er landstræner Ulrik Wilbek, der har indkaldt til den første samling, der afholdes 13. december i Kolding.
- Vi indkalder til projektet fordi vi ved, at det traditionelt er svært at fastholde de talentfulde venstrehåndede højre backs. De slider ofte med skader og rammer ofte ikke deres topniveau, siger Ulrik Wilbek til hopskud.dk og forklarer, at der hos 70 pct. af alle venstrehåndede er vendt om på højre og venstre hjernehalvdel, og at man i backprojektet vil forsøge sig med hjerneforskning og forskellige former for motivationsteorier.
Det er spillerne Simon Birkefeldt fra U21-landsholdet samt Martin Larsen, Jonas Langerhuus, Gustav Bjerregaard Nielsen og Nicolas Kristensen fra U19-landsholdet, der er indkaldt til projektet, og Wilbek ser frem til at arbejde mere med spillerne.
- Vi har en række rigtigt dygtige spillere i ungdomsrækkerne, som vi gerne vil forsøge at udvikle ved blandt andet at lave personprofiler og finde ud af, hvilke typer af mennesker de er. Altsammen vil bygge på undersøgelser på et forskningsmæssigt højt niveau, og vi vil forsøge at screene for skader samt lave fysiologiske profiler af spillerne, så vi kan forebygge disse skader, siger Wilbek og forklarer, at alt sammen vil bygge på de forskelligheder, der er i forhold til højrehåndede bagspillere.
Ulrik Wilbek har tidligere været en del af et særligt projekt for unge keepere, og landstræneren afslører, at han ligeledes sysler med et forsvarsprojekt samt et ung-træner-projekt, hvor han vil forsøge at sætte fokus på særligt dygtige, unge håndboldtrænere.
SE SPILLERPROFILER FOR UNGDOMSLANDSHOLDENE VED AT KLIKKE HER