Interview med Trille og Trolle
Lad os starte med en fødselsdagssang: Trille og Trolle har fødselsdag, for det har de jo, og det er en dag under GF World Cup…
Selvom teksten måske ikke er helt rigtig, så kan de to populære DHF-maskotter i denne uge fejre, at det er ét år siden, at de blev født og navngivet under en stor DHF-familiedag ved GF World Cup 2008.
- Vi er rigtigt glade for, at vi blev født for et år siden. Det var rigtigt dejligt for to trolde som os, at vi kom til verden under så stor en håndboldfest, som det var under GF World Cup i 2008. Alle piger, drenge, unge og gamle tog rigtigt godt imod os, hilste på os og snakkede med os, og derfor glæder vi os bare endnu mere til at komme til GF World Cup 2009, siger den chamerende huntrold Trille med de flotte, hvide fletninger og lange, smukke øjenvipper.
Trolle som tandlæge
Hantrolden Trolle har desværre været en smule syg og kommer derfor ikke med til GF World Cup i Århus, men han er alligevel glad for at være maskot for DHF. Faktisk synes han det er det sjoveste i hele verden.
- Som rødhåret trold er jobbet som maskot det bedste i hele Danmark. Jeg har også søgt job som tandlæge, men det gik ikke. De sagde, folk fik hår i munden, og at mine hænder var alt for store. Men faktisk tror jeg også, at det at være maskot er det bedste job i hele verden. Både Trille og jeg møder så mange søde mennesker, og sommeren har været helt fantastisk. At være med på håndboldskoler og håndboldkaravanen i hele Danmark har bare været super skægt. Derfor er jeg også ked af, at jeg ikke kan være med under GF World Cup. Det er kun Trille, der er det. Men jeg håber at kunne være med, når damelandsholdet i uge 42 skal ud i Jylland og spille fire landskampe. Det glæder jeg mig allerede til, fortæller den forkølede Trolle og hoster så meget, at Trille må svare på det næste spørgsmål.
Kan der også ske uventede ting, når i er på arbejde?
For mig og Trolle er det altid uventet, at der kommer så mange søde børn og hilser på os. Det er bare dejligt. Men i sommer var jeg på besøg i København, og der var der næsten for mange børn, der alle ville hilse og røre ved mig på samme tid. Det var så overvældende, at jeg var lige ved at vælte, men heldigvis holdt jeg mig på benene. Det er nemlig ikke sjovt for en stor, tyk at trold at vælte. Så er det svært at komme op igen. Men jeg er sikker på, at skulle jeg en dag vælte, så vil alle børnene hjælpe mig op igen, så vi alle sammen kan spille håndbold sammen.
Kommer du til GF World Cup i NRGi Arena i Århus fra 22. - 27 september?
Det gør jeg i hvert fald. Trolle kommer ikke, men jeg vil være i hallen under alle Danmarks kampe for at heppe på holdet, og hver dag vil jeg være i forhallen både før og mellem de mange spændende håndboldkampe. Og jeg glæder mig rigtigt meget til at hilse på en maaaaaaaaasse mennesker. Og jeg er sikker på, Danmark vinder hele turneringen.
2-4-8-10 – HVEM ER DET VI BEDST KAN LI – DET ER TRILLE OG TROLLE – OG DANMARK.
- Skrevne kommentarer og meninger
Log ind eller opret en ny profil for at kommentere.