Mikkel Hansen hjem til Danmark?
Det ser sort ud for Mikkel Hansen i Barcelona. Klubben købte før denne sæson den hviderussiske verdensstjerne Rutenka, og da han spiller på præcis den samme plads som Mikkel Hansen, så er der ikke meget spilletid til den 22-årige dansker.
Og landstræner Ulrik Wilbek er klar over problemet.
- Jeg snakker rigtig meget med Mikkel om situationen, og jeg tror, det hele afhænger af, om han trives eller ej. Hvis ikke han trives, så skal han se, om han ikke kan komme til det eller finde et andet sted at trives. Det er op til ham lige at tænke lidt over tingene, så han ikke drager nogen forhastede beslutninger, siger Ulrik Wilbek til hjemmesiden sporten.dk
Wilbek mener, at Barcelona ved at have købt Rutenka viser, at de ikke mener, Mikkel Hansen er god nok, og det er et stort problem.
- Det forværrer hans situation, at de køber Rutenka, for på den måde siger de jo også til Mikkel, at han ikke gør det godt nok. Rutenka er jo sindssygt dyr, og så er det jo sådan i Spanien, at han bare skal bruges uanset hvad, for han er en stjerne, siger Ulrik Wilbek.
Landstræneren forklarer, at det ikke bare handler om spilletid for Mikkel Hansen.
- Han har brug for noget tryghed, og derfor ville det være nærliggende, hvis han kom tilbage til Danmark, synes jeg. Det ville overhovedet ikke være et skridt nedad, for i Danmark vil han kunne spille hele tiden, møde rigtig gode modstandere og formentlig få nogle europakampe. Jeg har ingen problemer med at bruge spillere, der spiller herhjemme. Er du rigtig dygtig, så kommer du også til at spille, og det er det, der udvikler én som spiller. Og Mikkel er god nok til at spille, siger Wilbek, der glæder sig til at se Mikkel Hansen spille EM for Danmark i januar.
- Jeg tror, der kommer en topmotiveret Mikkel, og så håber jeg da, at vi kan få gjort ham så klar, så han kan blive en nøglespiller for os. Det ville være ødelæggende for Mikkel ikke at udtage ham, han skal bygges op, og vi skal have ham i gang. Det er min største opgave som landstræner at få ham tilbage på toppen, siger Ulrik Wilbek til sporten.dk.
- Skrevne kommentarer og meninger
Log ind eller opret en ny profil for at kommentere.