Du er hér: Forside » Nyheder » Skidt uden Hvidt??

Kvalificerer damelandsholdet sig til OL i London?

Hvem vinder Ligaen for herrer i denne sæson?

Hvem vinder Ligaen for damer i denne sæson?

Skidt uden Hvidt??

Danmark slog Sverige ved Super Cup efter en rodet forestilling, hvor superkeeperen Kasper Hvidt havde afgørende indflydelse på kampen

Vi skal starte med at sige tak til Kasper Hvidt. Havde det ikke været for ham, havde Sverige fået udlignet til 26-26 kort før tid. Istedet reddede Hvidt en helt oplagt fra chance fra svenske Oscar Carlén, hvorefter Anders Eggert og Hans Lindberg kunne score Danmarks to sidste mål til slutstillingewn 28-25 til Danmark.

Den svenske pauseføring på 13-12, efter svensk føring på 12-8 dækkede over en 1. halvleg, hvor danskerne mildest talt virkede noget rustne i begge banens ender. Kasper Hvidt udgjorde en strålende sidste bastion bag et forsvar, der sådan set havde fint fat i de svenske backs, men til gengæld gav alt for meget plads på midten til de svenske playmakere. I angrebet valgte danskerne ind imellem nogle ikke altid lige logiske løsninger. I kampens start havde holdet pæn succes med at skabe hul til Michael V. Knudsen på stregen, og det gav ny luft, at en usikker Mikkel Hansen blev skiftet ud med Bo Spellerberg, der startede med at hamre bolden i kassen. Desværre begyndte Spellerberg som resten af det danske hold at vælge de svære løsninger, hvilket gjorde det danske spil rodet og usammenhængende.

Efter pausen var der klasseforskel på de to mandskaber, og efter at Hans Lindberg ved 17-16 havde bragt Danmark foran for første gang i kampen siden 1-0, var det tydeligt, hvilken vej vinden blæste. Jesper Jensen havde fuldkommen styr på det danske angreb med smukke opspil til Spellerberg og ikke mindst flotte indspil til Torsten Laen på stregen og den danske højre angrebsside med Lindberg og Kasper Søndergaard spillede hurtigt, opfindsomt og med stor sikkerhed i afslutningerne. Svenskerne kom dog op på 26-25 kort før tid, men har skal vi tilbage til starten af denne artikel, hvor vi skulle takke Kasper Hvidt for en fornem indsats.

Og den danske keeper havde denne mening efter kampen:

- Det så rigtig fint ud med den faste stamme. Kasper Søndergaard, Jesper Jensen, Bo Spellerberg, stregspillerne og fløjene gjorde det godt, også i forsvaret. Så kommer Daniel Svensson ind, men han aner ikke særlig meget om, hvor de andre løber hen, hvordan og hvorfor, og det kan man måske godt lidt se. Dette var et lillebitte skridt frem mod EM. Selvom vi vinder alle tre kampe her, så er EM slut, hvis vi taber de tre første kampe der. Så er tre sejre i Super Cuppen fuldstændig ligegyldige. Vi kan bruge turneringen til at afprøve nogle spillemønstre, nogle spillermæssige konstellationer og forskellige systemer. Men resultatmæssigt kan tre sejre ikke hjælpe til at vinde den første kamp ved EM, sagde Hvidt til TV2 efter kampen,

Danmark spiller i weekenden de sidste to kampe mod Norge og Tyskland.

Danske målscorere: Hans Lindberg 6, Kasper Søndergaard 5, Torsten Laen 4, Jesper Jensen 3, Lars Christiansen 3, Bo Spellerberg 3, Mikkel Hansen 2, Anders Eggert 1, Michael V. Knudsen 1

Log ind eller opret en ny profil for at kommentere.