Hvad er Aldersrelateret Træning?
Med udgivelsen af det store og gennemarbejder koncept om aldersrelateret træning, har DHF i samarbejde med Team Danmark samtidig udgivet et træningskoncept for landets håndboldspillere. Det betyder en rød tråd i træningen fra spillerne er 6 til de er 18 år. Og det betyder sammenhæng fra klub til landsholdstræning.
Håndboldtræning handler om at skabe gode oplevelser for alle spillere, og træningen skal altid tilpasses spillernes alder og udvikling. Derfor kan en række sjove og spændende øvelser til træning af de 6-13-årige hentes helt gratis på DHF's hjemmeside, og derfor kan den spændende bog, Aldersrelateret træning, som er en træningsvejledning for de 14-18-årige, bestilles hos DHF's konsulentafdeling ved at klikke her.Du kan også læse bogen helt gratis på nettet som i-paper på dhf.dk ved at klikke her.
En af hovedpersonerne bag AT er Ulrik Jørgensen fra udviklingsafdelingen i Dansk Håndbold Forbund. Han har glædet sig meget til at præsentere projektet, der blandt andet giver nem adgang for alle til massevis af spændende øvelser i AT's store øvelsesdatabase.
- For de helt unge spilleres vedkommende ønsker vi at kunne nå samtlige foreninger i landet, så derfor har vi valgt et medie, som alle har en nem og gratis adgang til. Og så vil vi gerne præsentere øvelserne mere visuelt, så man får en god fornemmelse af, hvordan den konkrete øvelse udføres. Med hensyn til de ældre spillere er vores sigte mere elitefokuseret, så derfor udgiver vi en bog, der er mere selektiv og primært tilrettet de klubber, som beskæftiger sig med talentudvikling," fortæller Ulrik Jørgensen som begrundelse for den elektroniske øvelsesdatabase for de yngste og for træningsvejledningen til de ældre spillere.
Med AT Håndbold ønsker DHF at markere følgende budskaber til landets engagerede trænere:
- at man i træningen bør skabe flest mulige aktive situationer (med bold) for den enkelte spiller.
- at man som træner bør skabe tryghed og gode oplevelser for alle.
- at man som træner prioriterer den fysiske træning - også for de yngste årgange.
God fornøjelse med materialet.
Dansk Håndbold Forbund