Må man spille med turban og træben?
For noget tid siden skrev Hopskud.dk artiklen om, at et damehold fra Norge var begyndt at spille deres kampe iført nederdel. Og så opstod spørgsmålet – må man det? Læs artiklen om nederdelene her.
Hopskud.dk har nu undersøgt spørgsmålet nærmere, og samtidig lavet en lang liste over, hvad det egentlig er tilladt at have på under en håndboldkamp for hold i de danske ungdomsrækker.
Hopskud.dk har givet en lang række beklædningsgenstande til Frank Smith, der er leder af Elite- og klubsektionen hos Dansk Håndbold Forbund, og han giver svar på alt - lige fra træben og klap for øjet til lange fletninger og træsko.
Må et pigehold gerne spille i nederdel?
- Det må de faktisk godt. Reglerne siger ingenting om, at man ikke må spille i nederdel, hvis bare spillerne dog har tights, hotpants eller shorts-lignende beklædning indenunder. Jeg vil dog fraråde ungdomshold at spille med nederdel, da det godt kunne give anledning til diskussion og turbulens
Hvad med turban?
- Det er ikke tilladt. Det er hverken tilladt at spille med turban, slør eller andre religiøse hovedbeklædninger. Er man nødt til det, så kan man søge sit lokale forbund om lov via en særlig dispensation. Dette gælder både hos ungdom og seniorer.
Må man spille med træben?
- Det må man faktisk gerne
Klap for øjet?
- Det er der heller ingenting til hindring for.
Hvad hvis man har kunstige arme eller ben?
- Det er helt ok, og det er da der også nogen der allerede gør. Fælles for dette og de to tidligere spørgsmål er at man må, så længe det ikke er til fare for mod- og medspillere.
Må pigerne spille i stramme bluser eller toppe, hvor maven vises frem?
- Det er ikke tilladt. Et hold skal være iklædt ensfarvede spilletrøjer, hvor hele overkroppen skal være tildækket.
Der findes rigtigt mange farver, når man skal vælge spilletrøje. Kan man spille i alle farver?
- Der er frit valg på alle farvehylder, undtagen én. Sort. Den må kun bruges i seniorernes Liga og i 1. div. Ellers er de sorte trøjer forbeholdt dommerne, men så længe farven på trøjerne ellers er ens, så kan alt bruges.
Er det tilladt at spille med piercinger?
- Det er ikke tilladt at have synlige piercinger i ansigtet. Næsering, ørering eller andet skal tages ud eller dækkes til før kamp. At have tungepiercing på til håndbold er der ingen regler for, men det er noget vi fraråder.
Kan man spille i tætsiddende sandaler for at få luft til fødderne under kamp?
- Det ville være ok. Reglerne siger, at man skal have sportssko på, der egner sig til håndboldspil
Hvad med træsko, eller gummi-træskoene Crocs?
- Det er ok. Så længe det passer til det underlag, det spilles på.
Anbefaler i en længde for fletninger, rottehaler, hestehaler eller andre lange dyrehaler?
- Nej. Alt er tilladt, så længe der ikke er synlige, hårde spænder. Håret må være så langt det skal være, selvom det jo nok er mest behageligt at spille med håret samlet.
Benskinner?
- Benskinner til fodbold er det ok, også at bruge på håndboldbanen.
Har du andre spørgsmål til beklædning på håndboldbanen, så skriv din kommentar herunder. Så vil Hopskud.dk i samarbejde med Frank Smith forsøge at svare på dit spørgsmål.
- Skrevne kommentarer og meninger
Log ind eller opret en ny profil for at kommentere.