Frederikke interviewede Kasper Hvidt

Det er sen eftermiddag i Frederiksberg Hallernes Hal 4. På banen trisser FCKs svenske stjerne Martin Boquist rundt og spiller mystisk fod-håndbold med sin lille søn. Pelle Linders sidder på kondicyklen, træneren Magnus Andersson diskuterer detaljer fra weekendens tabte kamp mod Croatia Zagreb, mens de andre FCK-spillere så småt er ved at gøre sig klar til dagens træning. Men der er ingen Kasper Hvidt.

Midt i det hele står 12-årige Frederikke Holm fra Rødovre. Hun er Hopskud.dk's udsendte Junior-Reporter, og det hjælper bestemt ikke på hendes nervøsitet, at Kasper Hvidt, som hun skal interviewe, endnu ikke har vist sig i hallen.

Pludselig vælter Kasper Hvidt lettere forvirret ind i hallen. Han udfører et kropsligt kunststykke, da han bevæger sig op af trappen mod Frederikke, samtidig med han forsøger at tage sko på.

- Undskyld forsinkelsen, men jeg skulle lige vente på min kone, siger Kasper Hvidt svedig og forpustet, inden han hilser på Frederikke og spørger hende, om hun ikke vil have en af hans røde målmandstrøjer fra FCK. Det vil hun selvfølgelig gerne, og da Junior-Reporteren og målmands-stjernen får sig en lille hyggesnak mens de finder deres pladser på tribunen, så forsvinder Frederikkes nervøsitet lige så stille, og hun er klar til at gå i krig med det store interview.

Hvor mange år var du, da du startede med at spille håndbold?
- Jeg var ti år. Men til at starte med spillede jeg i marken, men efter et år, da manglede de en målmand, og så spurgte de mig, og så har jeg vist været der siden.

Hvilken klub var den første du spillede i, og hvor blev du opdaget?
- Den første var Ydun, som også spiller her i Frederiksberghallen, og det var nok også her, jeg blev opdaget, da jeg var omkring 14 år.

Har det altid været din drøm at blive professionel håndboldspiller?
- Jeg har ikke altid drømt om det, men da jeg opdagede, at jeg faktisk var ret god, så begyndte jeg at tænke mere over det. Det hele startede nok, da jeg kom på Københavns udvalgte hold som drengespiller. Så fandt jeg ud af, at jeg var bedre end de andre målmænd, og stille og roligt, så blev jeg udvalgt til Ynglinge-landsholdet. Her kunne jeg også se, at jeg var ret god. Så havde vi en ungdomslandstræner, der var svensker, og havde prøvet en masse ting indenfor håndboldverdenen, og han sagde, da vi på et tidspunkt havde slået Spanien i en landskamp, at nu ville vi sikkert få muligheden for at komme til nogle spanske klubber mange af os. Så tænkte jeg, at hvis jeg fik den mulighed, så ville jeg helt sikkert tage den.

Hvordan var det at få at vide, at du var kommet på landsholdet?
- Første gang var det rigtigt godt. Det var med Y-landsholdet. Men så på et tidspunkt, så bliver Y-landsholdet automatisk til U-landsholdet, med mange af de samme spillere, og herfra er der igen en del, der kommer videre til A-landsholdet. Så for mig var det største øjeblik faktisk, da jeg fik at vide første gang, at jeg var kommet på Ynglingelandsholdet.

Hvor mange timer træner du om ugen?
- I øjeblikket afhænger det meget af, om vi i FCK spiller en eller to kampe om ugen. To kampe, så træner vi ikke helt så meget, fordi den ene af kampene næsten altid er forbundet med en rejse, så her ryger der noget af træningen. I en normal uge træner vi vel mellem 15 og 20 timer

Synes du ikke det er hårdt?
- Jo, det er det da. Men når vi så spiller kampe, så er der ikke så meget træning, så det går fint.

Har du nogen ritualer inden kamp?
- Jaaaa, jo, jeg har nok en del. Uden egentlig at tænke over det, så tager jeg altid tager tøjet på i den samme rækkefølge. Opvarmningen skal også altid være den samme. Holdet varmer op på deres måde, men nu har jeg i rigtigt mange år lavet min egen opvarmning, og det bliver jeg ved med.

Hvad har været din største oplevelse?
- Det var da vi blev europamestre, helt sikkert.

Er det ikke irriterende, alt det aviserne skriver om dig?
- Jo. Det var faktisk noget af det allerværste ved at være på landsholdet. Det er både aviser og TV, og mange af de ting de skriver om dig, det er noget sludder. Desværre har man som spiller ofte ikke nogen chance for selv at forsvare sig. Hvis nu der er sket en bestemt hændelse, som de skriver om, så har du aldrig selv chancen for at komme med den sande version af den hændelse. Det er rigtigt irriterende, og i det lange løb bliver man meget, meget træt af, at man bare må leve med disse løgnehistorier. Hvis der bliver skrevet en historie om dig, og alle går og tænker, at Kasper Hvidt han er sådan og sådan på baggrund af en løgnehistorie i avisen, at man så bare må erkende, at det kan der ikke gøres noget ved, så er det rigtigt irriterende.

Hvordan læser du bolden, når der skydes straffekast mod dig?
- Altså – nogle gange, det må jeg ærligt tilstå, så er det bare held. Man prøver at fylde så meget som muligt i målet, og så er det skytten, der rammer dig. Andre gange er det ikke held. Inden en kamp går i gang, så bruger jeg meget tid på at se video. Jeg bruger måske to timer inden hver kamp på at se video med de spillere jeg skal spille mod. Så sidder jeg og ser alle deres straffekast fra de sidste tre-fire kampe, og prøver at regne ud, hvor de plejer at skyde, og hvor plejer de ikke at skyde.

Hvad med det afgørende straffekast ved EM mod Norge, hvor du reddede til sidst i kampen?
- Der havde jeg en idé om, at han ville skyde som han gjorde. Men der er også noget med, om spillerne finter eller ej før skuddet. Jeg troede ikke, at han ville finte, men det gjorde han. Så efter finten, der tænkte jeg, jamen hvad gør han nu? Han skyder nede, tænkte jeg, for en spiller kan aldrig skyde under mål, kun over, så når en spiller er i en presset situation, så er det væsentligt mere sikkert at skyde nede end oppe. Derfor tænkte jeg, da han havde fintet en gang, så var det bare ned på gulvet. Og så ramte han mit ben. Så det var ikke mig der reddede, men ham, der skød mig på benet.

Fortryder du, at du er stoppet på landsholdet?
- Nej. Jeg er rigtig glad for, at jeg har truffet den beslutning. Ikke fordi jeg har noget imod landsholdet, for det har været rigtigt mange gode år, og det har været fantastisk at være med, men det er bare så utroligt mange andre ting i livet end håndbold. Håndbold fylder i forvejen rigtigt meget i mit liv, så nu får jeg flere pauser, hvor jeg har chancen for at være mere sammen med min datter og min kone.

Hvem er din bedste ven på landsholdet?
- Jeg synes, alle er gode venner, men hvis jeg skal pege på én, så er det nok Lars Jørgensen. Både fordi vi har en god kemi sammen, men også fordi vi har spillet tre år sammen i Spanien. Det gør, man kommer lidt tættere på hinanden end med de andre spillere?

Er det rigtigt, at i to også er de klogeste på landsholdet?
- Lars og jeg vandt landsholdets BezzerWizzer-konkurrence under EM i Østrig, det er rigtigt, men det gør os dog ikke til de klogeste spillere.

Ved du hvad du skal lave når du stopper med håndbolden.
- Ikke helt. Jeg er i gang med et studie, international sprog og kommunikation, som jeg lige skal ahve færdiggjort, og så skulle det forhåbentlig gerne hjælpe mig til at finde et arbejde. Men selv om jeg lige er blevet 34, så syne sjeg stadig at jeg har mulighed for at spille en del år endnu. Jeg går selvfølgelig og tænker over det, men det er ikke så vigtigt endnu.