Du er hér: Forside » Stjerner » Spørg Landstræneren » Spørgsmål til landstræner Claus Hansen

Kvalificerer damelandsholdet sig til OL i London?

Hvem vinder Ligaen for herrer i denne sæson?

Hvem vinder Ligaen for damer i denne sæson?

Spørgsmål til landstræner Claus Hansen

Læs de mange spændende spørgsmål om drengehåndbold fra Hopskud.dk's brugere samt svarene fra landstræner Claus Hansen. Siden bliver løbende opdateret med nye spørgsmål/svar.

I Hopskud.dk's brevkasse har I mulighed for at spørge landstræner for Danmarks U19-herrelandshold, Claus Hansen, om håndboldrelevante spørgsmål.

 

Herunder vises jeres spørgsmål samt svar fra Claus Hansen.

Klik her, hvis du har et spørgsmål til landstræneren

27. oktober - Hej Claus Hansen
Jeg er en dreng på 18 år , som er lige starte på Idræts-akademi i Haderslev i år. Jeg vil så meget gerne videre med mit håndbold , og jeg ved bare ikke, hvor jeg skal gå hen, når denne sæson er færdig? Jeg er 1.68 og spiller i midten, og jeg vil gerne spille i liga en dag. Spørgsmålet er bare, om jeg er for lille til at kunne være med i liga og 1.division?

Med venlig hilsen Michael Ogungbade.

Hej Michael
Dine spørgsmål er meget vanskelige at besvare, når jeg ikke kender dig og ikke har set dig spille. Men det er de færreste 18 - 19-årige, der træder direkte ind på 1. divisions- og ligahold. Derfor skal du væbne dig med tålmodighed og indlede din seniorkarriere i den række, der passer til dit niveau. Det er vigtigt du finder et godt træningsmiljø, for det er træningen der er det vigtigste, hvis du skal nå dine mål.
Svenske Ljubomir Vranjes, der nu træner Flensborg Handewitt, nåede toppen som center, selvom han kun er 166 cm. Intet er umuligt, men det kræver noget helt ekstraordinært, hvis det skal lykkes. Du kan eventuelt kombinere med at spille fløj, det vil åbne flere døre for dig.

Held og lykke

Claus Hansen, U18-landstræner

26. september - Hej Claus
Mit navn er Emil. Jeg er 1.84 høj, spiller back, men vejer kun 67 kg. Jeg er 14 år og er 2. års U14. Sidste sæson formåede jeg at være en af dem, der tog ansvar i kampene til slut i turneringen, og endte ud med at score mellem fem og ti mål i de sidste ca. 10 kampe. Sidste sæsons hold var udelukkende 96'ere og mig. Da jeg er rykket en klasse op, går jeg i skole med mine tidligere holdkammerater, og det er dem jeg hænger ud med.

Nu står jeg så som den eneste fra sidste år med de samme trænere, og skal være den, der trækker hele holdet med op. Nogen gange føler jeg bare, at jeg mangler udfordring, da jeg scorer omkring 15 mål i hver kamp. Jeg spørger hertil, om det ville være godt for mig at rykke op og spille U16 med mit "gamle" hold (det er stort set det samme hold, da alle 2. års U16 spillere er på efterskole) og få udfordring, eller skal jeg blive på mit nuværende hold. Hvor vil jeg udvikle mig mest?

Det skal siges, at vi både sidste år og i år spillede og spiller i Divisionen. Et bonus spørgsmål er, om det er for tidligt for mig at begynde med styrketræning, da jeg allerede nu begynder at møde fysisk større spillere som U14, eller skal jeg vente til næste år med styrketræning?

Venlig hilsen Emil

Hej Emil
Tak for dit gode spørgsmål.

Det kan naturligvis være svært at rådgive dig, når jeg ikke kender de præcise omstændigheder, men i mine ører kunne en løsning være:

Træn så meget som muligt med U16. Det giver dig sportslig udfordring, og du er sammen med dine skolekammerater. Spil med U14, man lærer rigtig meget af at skulle trække et stort læs hver eneste weekend, være med til afgøre kampene og trække de andre spillere med i den rigtige retning. Husk at være sammen med dine U14-holdkammerater, ikke kun med U16-drengene.

Følger man den løsning tager man både højde for det sportslige og det sociale, og begge dele er vigtige.

Med hensyn til styrketræning, så er det ikke noget jeg kan svare på, når jeg ikke kender dig. Det afhænger nemlig helt af, hvor stærk du er nu og hvor meget fysisk træning du har lavet i de seneste år. Har du trænet meget motorik og koordination (Mats Mejdevi-øvelser) og kropsstammetræning, kan du godt gå igang med styrketræning stille og roligt, men det kan du ikke, hvis der har været for lidt fysisk træning de seneste år.

Håber der er nogen der kan hjælpe dig i klubben, ellers må du kontakte din kreds- eller distriktstræner.

Med venlig hilsen

Claus Hansen, U18-landstræner

6. juni - Hej Claus.
Jeg er en dreng på 15 år, der lige rykket op på u16 håndbold:-)
Min største drøm i verden er at spille i den bedste danske liga når jeg bliver ældre.
Men mit spørgsmål er: Jeg er spiller back, midt, og fløj og det har gjort hele tiden, dog på skift fra år til år.
Men er det ikke bedre og have én fast plads, eller er det godt og have spillere der kan spille lidt ''all around''.
Jeg har selv været på landsholdet i en turnering, hvor jeg blev rost. Jeg har også været til noget talent træning der, hvor jeg var mindre,
og jeg regner med, at jeg snart skal prøve noget mere talent.
Skal jeg bare fortsætte med med den gode træning, kost, vilje, og bare generalt have det sjovt med håndbolden, og så bare gribe de chancer der nu engang kommer til mig?
Håber du svare hurtigt!!!:)

Hilsen Martin.

Hej Martin

Det er vanskeligt at svare på spørgsmålet om specialisering på én plads/allround-spiller, for det er meget individuelt fra spiller til spiller, hvad der er rigtigt og hvornår en eventuel specialisering skal finde sted.

På mange måder kan det være en fordel at kunne dække flere pladser ind, men det er samtidig vigtigt, at man har nogle ting på de forskellige pladser man er rigtig god til, ellers risikerer man at blive ret god til det hele, men ikke fantastisk god til noget af det.

Jeg synes du overveje følgende:

Hvad har du mest lyst til at spille? Det er lysten der driver værket og derfor risikerer man at gå i stå, hvis ikke motivationen er der.

Husk forsvarsspillet betyder mindst ligeså meget som angrebsspillet, en fløj der kan dække back vil være guld værd for mange hold, mens en centerspiller, der har det vanskeligt med forsvarsspillet kan få svært ved at slå igennem.

Det andet spørgsmål er det nemmere at svare på. JA, JA, JA - klø på og grib chancen når den kommer, men du skal have tålmodighed, for man ved aldrig hvornår chancen byder sig.
Husk der er adskillige spillere i ligaen og 1 division, der aldrig har været til Talenttræning eller på Ungdomslandsholdene. De har arbejdet videre i dagligdagen og det har givet dem chancen på et senere tidspunkt.

Med venlig hilsen

Claus Hansen, U19-landstræner

 

29. marts - Hej Claus
Jeg kunne tænke mig at vide, hvor meget træning i U16 og U18 Elitehåndbold, landstræneren og andre "eksperter" mener, at den enkelte spiller skal have? Jeg tænker både i maj/juni (opstart) og i den normale sæson fra August - April? Ligeledes vil jeg gerne høre, hvor mange pauser/ferier spillerne skal have? Du har tidligere skrevet, at I gerne så sæsonen forlænget til hen i maj måned, og hvornår og hvor meget ferie skal spillerne så have? De skal jo være 100 pct. klar til kvalifikationsspillet sidst i August igen med de nye årgange.
Håber i vil komme med jeres bud.

Med venlig hilsen
en klubmand med elitetræning i højsædet :-)

LÆS CLAUS HANSENS SVAR HER

1. februar - Hej Claus
Jeg har spillet håndbold i omkring 8 år, og har næsten altid spillet fløj. Jeg har i den seneste sæson været meget glad for at spille venstre fløj eller i det hele taget bare håndbold. Jeg ved ikke om jeg har hvad der skal til for at blive professionel og i sidste ende landsholdsspiller. Jeg spiller i en lille klub, Ollerup/Skerninge på Fyn, som ikke har det høje forventnings-niveau. Jeg har overvejet meget at flytte til Svendborg Håndboldklub som har et lidt højere niveau. Derfor ville jeg gerne spørge dig om, hvad der skal til for at komme til at spille i toppen?

Venlig Hilsen
Sebastian

Hej Sebastian
Hvis man overhovedet skal have en chance for at komme på landsholdet, kræver det masser af træning, ikke alene i hallen, men også fysisk træning.

Hvis du er U14 spiller, skal du mindst træne tre gange i hallen ugentligt og du bør lave kropsstammetræning to gange om ugen som forbereldelse til vægttræning. Desuden skal du løbe en gang om ugen.

Hvis du er U16 spiller, skal du træne fire gange ugentligt i hallen og lave kropsstammetræning eller styrketræning (afhængigt af din fysiske tilstand) to gange ugentligt samt løbe én til to gange om ugen.

Det er vigtigt du bygger det fysiske op stille og roligt, for herrehåndbold er en sport, hvor man topper sent, så du har mange år at træne dig op i. Du må ikke intensivere din træning for hurtigt, hvis du træner væsentlig mindre nu, for så risikerer du at blive skadet!

Med hensyn til klubskifte, skal du ikke svigte dine holdkammerater i Ollerup/Skerninge midt i sæsonen, men du kan eventuelt supplere din træning ved at træne med i Svendborg én eller to gange om ugen. Jeg kender flinke og dygtige håndboldfolk begge steder, der uden tvivl gerne vil hjælpe dig.

På den måde får du trænet mere, sikret dig en masse spilletid og bevaret kontakten til lokalmiljøet.

Held og lykke!

Med Venlig Hilsen
Claus Hansen
U19-landstræner

6. januar
Hopskud.dk har fået en del spørgsmål omkring Danmarks talenttræning og udvikling og udvælgelse af de talenter, der skal udgøre fremtiden for Danmarks A-landshold.
Spørgsmålene lyder på, hvorfor det kun er høje spillere, der udtages til talenttræning, og selvom dette ikke er helt sandt, så kræver spørgsmålet en længere forklaring.
Denne forklaring, der hedder "Når Målet er A-landsholdet," har U19-landstræner Claus Hansen nu givet til Hopskud.dk. Svaret er langt, men meget grundigt, og er et rigtigt godt forsøg på at give et tilbundsgående svar på de krav og kriterier, der ligger til grund for udvælgelsen af spillere til Danmarks ungdomslandshold og talenttræninger.

LÆS CLAUS HANSENS SVAR HER

30. december - Hej Claus
Jeg har haft skrevet til dig før omkring hvordan man kommer på landsholdet
Jeg står på mål, og sidst jeg skrev til dig svarede du med en masse gode råd.
Det ene råd var, at man skulle få/finde en, der kunne give speciel målmands træning
Jeg spiller i klubben br 66 langeskov, der ligger på Fyn. Klubben er ret lille, så mit
spørgsmål er, hvor jeg finder en, der kan give det?

På forhånd tak. Simon

Hej Simon
Håber du har haft en god jul!
Det er de færreste klubber der har en målmandstræner, selvom det er holdets vigtigste spiller,
så BR 66 Langeskov er langt fra den eneste.Men måske kan du få klubben til at invitere en målmandstræner en aften,
så alle målmændene kan få inspiration.
Jeg er sikker på klubber som Odense, SUS og GOG har trænere,
der kan give jer god ideer til målmandstræningen, som I kan arbejde videre med.

Godt nytår (pas ekstra godt på fingrene, når du står i mål ;-))

Med venlig Hilsen
Claus Hansen
U19-landstræner

16. maj - Hej Claus
Mit navn er Simon, jeg er 14 år og jeg har altid drømt om at blive professional håndboldspiller og komme på landsholdet.
Jeg står på mål, og mange forældre, holdkammerater og trænere synes, at jeg har et højt niveau og er god i forhold til min alder.
Mit spørgsmål er, hvordan bliver man professional håndboldspiller og hvordan kommer man på landsholdet?

Hilsen Simon

Hej Simon

Der er mange ting, der skal gå op i højere enhed, hvis man skal blive landsholdsspiller, men når du forfølger din drøm er det vigtigste den daglige træning, for det kræver mange års hårdt arbejde at nå det højeste niveau.

Målmandsposten kræver blandt andet:
- mod - man må aldrig lukke øjnene
- reaktionsstyrke - boldene kommer meget hurtigt
- placeringsevne - stå i den rette vinkel i forhold til skytten
- smidighed - mange af målmandens bevægelser, især i bunden af målet kræver det
- spilforståelse - kunne forudse hvor afslutningen vil komme
- udkast - kontraspillet giver nemme mål
- kondition - jo bedre kondition, jo bedre koncentration

Det sidste jeg vil sige er, at en målmandstræner, der kan give dig specialtræning, vil være en stor fordel, fordi vi "almindelige" trænere, der ikke har stået på mål selv, kan have svært ved at rette på jer målmænd.

Det var mange ting, jeg håber ikke det afskrækker dig. Held og lykke fremover

Med venlig hilsen
Claus Hansen

10. maj - Hej Claus
Jeg hedder Casper, jeg er 15 år, og jeg har et spørgsmål omkring højde. Jeg spiller selv back og er for det meste skytte ude bagfra. Mit spørgsmål drejer sig om min højde, da jeg er 1.78 m høj, og jeg overvejer om jeg skulle tage springet ud til fløjen, da de som spiller i bagkæden for det meste er højere end mig. Derfor vil jeg gerne høre hvad du mener om det, eller om du har nogle gode råd til, hvordan jeg kan blive en bedre back. Jeg håber du kan hjælpe mig med et svar.

Hilsen Casper.

Hej Casper
Noget af det vigtigste for at udvikle sig som håndboldspiller er, at man trives på den plads man spiller, for det skal være lysten, der driver værket. Hvis du bedst kan lide at spille back, så skal du fortsætte med det!
Der skal mange ting til for at blive en dygtig back, men hvis du i træningen fokuserer på elementerne i punkterne herunder, så er du godt på vej:
- Forsvarsspillet (fremtidens håndboldspiller SKAL kunne dække op)
- Stående skudvarianter (du skal skyde rundt om forsvarsspilleren - ikke over)
- Fintespillet

Held og lykke i fremtiden. Jeg håber det ovenstående kan hjælpe dig på vej.

Med venlig hilsen
Claus Hansen

12. april - Hej Claus
Mit navn er Nikolai Møller. Jeg er en dreng på 13, der virkelig brænder for håndbold, og som fighter til jeg når hvad jeg vil! Jeg spiller i Hirtshals HH80 i U12 Drenge A. Men vi er også det eneste gode hold i klubben så jeg ved ikke om jeg kan udvikle mig ordenligt her. Min træner tager det heldigvis meget seriøst og tager til mange trænerkurser, men jeg er altid topscore i kampene, og alle forventer at jeg spiller godt. Men hvordan bliver man opdaget, så man kan komme videre? For jeg vil gøre alt for at blive professionel håndboldspiller!

Hej Nikolai
Det er absolut ikke noget problem at spille i Hirtshals. Det vigtigste er, at du træner hårdt hver eneste gang, og at din træner er dygtig og engageret. Der er rigtig mange landsholdsspillere, der har startet deres karriere i mindre klubber, og er blevet der helt frem til de sidste ungdomsår/starten af deres seniortid, og dermed har udviklet sig i trygge rammer tæt på deres hjem.
Når du bliver andetårs U14-spiller, så kan Hirtshals indstille dig til kredstræning, hvor du begynder at træne med andre dygtige spillere på din egen alder. Derfra kan du tilkæmpe dig en plads på kredsholdet, hvor man én gang om året spiller mod de andre jyske kredse til et stævne. Til det stævne udtages nogle af spillerne til Talenttræning og de bedste af dem får chancen på landsholdet.
Det lyder måske lidt indviklet og det er heller ikke noget du skal tænke på til daglig. Du skal træne videre i Hirtshals og bevare glæden ved håndboldspillet, for det er den der skal bære dig igennem i de kommende år.

Med venlig hilsen
Claus Hansen, U18 landstræner

HAR DU ET SPØRGSMÅL TIL CLAUS HANSEN, SÅ KLIK HER FOR AT SENDE DIT SPØRGSMÅL