Landstræner om træningsmængde for U16 og U18
En dansk klubtræner har sendt et spørgsmål til U19-landstræner Claus Hansen omkringt, hvad der er den rigtige træningsmængde for elitespillere på U16 og U18-niveau. Det drejer sig særligt på tidspunkterne omkring sæsonopstart og i den normale sæson.
Læs hele spørgsmålet herunder, og se så landstræner Claus Hansens svar nederst på siden.
Hej Claus
Jeg kunne tænke mig at vide, hvor meget træning i U16 og U18 Elitehåndbold, landstræneren og andre "eksperter" mener, at den enkelte spiller skal have? Jeg tænker både i maj/juni (opstart) og i den normale sæson fra August - April? Ligeledes vil jeg gerne høre, hvor mange pauser/ferier spillerne skal have? Du har tidligere skrevet, at I gerne så sæsonen forlænget til hen i maj måned, og hvornår og hvor meget ferie skal spillerne så have? De skal jo være 100 pct. klar til kvalifikationsspillet sidst i August igen med de nye årgange.
Håber i vil komme med jeres bud.
Med venlig hilsen
en klubmand med elitetræning i højsædet :-)
Hej Lars
Tak for det gode og relevante spørgsmål.
Det er helt umuligt at opstille firkantede rammer for træningsmængden, for det handler i meget høj grad om, hvad spillerne er vant til. Jeg ser for ofte ungdomsspillere blive ødelagt, fordi træningsmængden sættes for hurtigt i vejret, så spillerne bliver skadet. Af samme årsag bliver man nødt til at dosere træningen individuelt året igennem, ikke mindst i opstarten i april, maj og juni.
Taler vi ungdom elite, defineret som de klubber, der ønsker at udvikle spillere til højeste seniorniveau (liga + 1 division) og om de spillere, der har en drøm om at nå det niveau, så bør en årsplan meget firkantet se således ud:
U16
To ugers pause (altså kun fysisk træning) efter sæsonafslutning, herefter tre gange hal + to gange styrke + to gange løb til medio/ultimo juni. Det fysiske holdes på samme niveau over ferien. Start ultimo juli tre/fire gange hal + to gange styrke + to gange løb, det holdes igennem hele vinteren med små pauser undervejs, når det er føles nødvendigt/turneringsplanen giver lov til det, men slæk ikke for meget på deres grundform.
U18
To ugers pause (altså kun fysisk træning) efter sæsonafslutning, herefter tre gange hal + tre gange styrke + to gange løb til ultimo juni. Det fysiske holdes på samme niveau over ferien. Start ultimo juli fire gange hal + to/tre gange styrke + to gange løb, det holdes igennem hele vinteren med små pauser undervejs, når det er føles nødvendigt/turneringsplanen giver lov til det, men slæk ikke for meget på deres grundform.
Det er på U18-niveau ikke nok at træne i hallen tre gange om ugen, hvis man drømmer om at blive liga- og/eller landsholdsspiller. Man bliver i den alder nødt til at erkende, at hvis man ønsker at gå hele vejen, så kræver det en stor træningsmængde. Det kræver også, at man indstiller sig på at leve et andet liv end ens jævnaldrende.
Til gengæld har man mulighed for at opnå noget, kun meget få får lov til … og det er uden tvivl det hele værd!
Du kan med fordel læse mere i bogen om aldersrelateret træning, der kan bestilles gennem Morten Juul i DHF (skriv til adressen mj.hro@dhf.dk ). Her står en masse om træning af ungdomsspillere.
PS. Når vi ønsker at udvide sæsonen for de dygtigste i U16 og U18, så er det for det første for at undgå alle hverdagskampene, der går ud over spillernes skolegang og træning. Der er faktisk U18-klubber, der i denne sæson har spillet op mod femten hverdagskampe!!
For det andet er håndbold for disse spillere den eneste sport de dyrker, derfor kan man sagtens udvide turneringsperioden, og for det tredje vil man kunne fordele belastningen af spillerne bedre og vænne dem til, at elitehåndbold er en helårssport.
Med venlig hilsen
Claus Hansen
U19-landstræner
- Skrevne kommentarer og meninger
Log ind eller opret en ny profil for at kommentere.