Du er hér: Forside » Stjerner » Talenterne » Landstræner til JM for U14-drenge

Kvalificerer damelandsholdet sig til OL i London?

Hvem vinder Ligaen for herrer i denne sæson?

Hvem vinder Ligaen for damer i denne sæson?

Landstræner til JM for U14-drenge

U19-landstræner Claus Hansen så et stort potentiale, da han overværede Jyske Mesterskaber for U14-drenge. Hør hans mening om niveauet ved JM her

Claus Hansen fortæller om JM for U14-drenge.

Landstræner Claus Hansen så mange spændende tendenser ved Jydske Mesterskaber for U14, og han så mange spillere med stort potentiale, da stævnet blev. Herunder fortæller han om de mange spændende tendenser, han så i spillet ved JM i Stoholm.

Det var en fornøjelse at følge de afsluttende kampe for U14 drengene i Stoholm i lørdag 2. april. De dygtige hold fra Four Stars, Holstebro, HEI og Herning gav hinanden og tilskuerne nogle gode kampe, der afslørede, at der er mange interessante spillere på vej.

På positivsiden kunne man notere sig et højt teknisk niveau i afleveringsspillet, både op af banen og i grundspillet var der stor sikkerhed i det spillerne udførte med bolden. Det er tydeligt, at spillernes dygtige trænere har brugt tid på denne vigtige del af spillet.

Jeg hæftede mig desuden ved, at der blev taget initiativ i forsvaret. Flere af holdene, dækkede både 5:1, 3:2:1 og 3:3, der blev endda afprøvet 4:1 i undertal – fantastisk! Det er utrolig vigtigt for spillernes langsigtede udvikling og uddannelse, at de prøver at dække flere forsvarsformationer – og ikke mindst, at de møder flere forskellige typer forsvar. Ikke alt lykkedes, men skidt med det, drengene får værdifuld bagage til deres videre færd i håndboldverdenen.

Glædeligt var det desuden at se mange dygtige, atletiske målmænd, at alle holdene kunne mønstre venstrehænder på både fløj og back, ligesom der var flere spinkle, spændstige spillere, der med den rette fysiske træning i de kommende år vil blomstre op på et senere tidspunkt.

Endelig var det godt at se flere af holdene skifte lidt rundt på stregspilspladsen. Jeg tror, at det er vigtigt for samspillet og forståelsen mellem streg- og bagspillere, at de indtager den modsatte rolle engang imellem, og det er min opfattelse, at det kan gøre timingen af screeninger og indspil bedre.

Ikke alt var imidlertid rosenrødt. Jeg synes stadigvæk, der bliver spillet for kollektivt og frygter, at der bliver brugt for meget træningstid på systemer sammenlignet med den tid der anvendes på finter og skudvarianter. Flere gange ser man spillet gå i stå, fordi spilleren ikke lige kan huske, hvad det er han skal i den dikterede kombination. Ærgerligt.

Desuden er der for mange spillere der slår op i banen i modgang. Det er tydeligt drengene ikke er vant til at tabe og deres modstandskraft, når holdet er presset er ikke god nok. Der er for få der rusker liv i kammeraterne og tænker ”nu kan det … være nok”. Tror det er en samfundstendens vi som trænere, ledere, forældre og klubber skal være opmærksomme på i de kommende år, hvis vi skal udvikle spillere til højeste niveau. Det er ikke nok at kunne cykle i medvind…

Værst er det imidlertid, at det, de 36 U14-hold har kæmpet for før jul - tolv hold efter jul - skal afgøres på fem timer. Tre kampe a 2 x 20 på få timer, det må kunne gøres bedre!

Hvad værre er, så spiller U12 og U10 fire kampe på én dag i næste weekend. Jeg krydser fingre for alle kommer igennem uden alvorlige skader!

Til sidst vil jeg ønske Herning tillykke med JM. Det var en flot præstation med både 6:0 og 5:1 forsvar, et simpelt, meget direkte angrebsspil og et mod til at turde bruge alle spillere – tillykke!

 

 

 

 

Log ind eller opret en ny profil for at kommentere.