Strib vandt en landstræner

DEL 1

Man skal stå model til meget som landstræner. Det er der ingen tvivl om, men Claus Hansen har nu fundet endnu en titel til sin lange liste, der i forvejen rummer titler som U18-landstræner og VM-guldvinder.

LÆS DEL 2 AF "STRIB VANDT EN LANDSTRÆNER"

”Jeg er en præmie. Det har jeg lige lidt svært med at vænne mig til,” siger Claus Hansen grinende, da han træder ud på halgulvet i Strib Fritids- og Aktivitetscenter for at påbegynde træningen med det hold, der vandt ham i Hopskud.dk's store håndboldskolekonkurrence, ”Vind en Landstræner.”

Inden træningen begynder, samler Claus Hansen U12-holdet fra Strib Håndboldklub i midtercirklen for at være helt sikker på, at alle ved, hvorfor han er der, og for at alle har muligheden for at stille spørgsmål før træningen. Og dem er der masser af.

”Er det ikke helt vildt hårdt at være landstræner?”
”Næh. Hvorfor det,” spørger Claus Hansen
”Fordi man skal råbe hele tiden, og sådan noget,” siger en af spillerne, mens en anden hurtigt følger op med et nyt spørgsmål.

SE BILLEDGALLERI FRA CLAUS HANSENS BESØG

”Kender du så Mikkel Hansen?”
”Ja, det gør jeg da,” svarer Claus Hansen, og fortsætter:
”Jeg har faktisk både trænet ham og haft ham i skolen,” siger landstræneren, inden han får spørgsmålet om, hvordan det er at være landstræner.

”Det er mit drømmejob at være landstræner. Jeg blev skadet som spiller, hvorefter jeg blev træner. Særligt for ungdomshold, hvor jeg blandt andet trænede GOG. At jeg så senere fik chancen for at blive landstræneren, jamen det var jo bare en drøm, der gik i opfyldelse,” fortæller Claus Hansen til den meget lyttende flok spillere, og slutter:

”Nå, nu skal vi i gang. Vi er kommet for at spille håndbold.”

Opvarmningen starter med dribleøvelser. Bag om ryggen, med modsat hånd, i baglæns løb, siddende. Claus Hansen dirigerer spillerne i stor stil, og det ser ud som om, børnene har det rigtigt sjovt, selvom de både skal på små strafløbeture og tage armbøjninger – selvom de dog i et enkelt tilfælde er selvvalgt.

”Er det OK, at jeg bare tager 10 armbøjninger på knoerne,” siger en af drengene, da Claus Hansen fortæller dem, at de skal lave kropsstammeøvelser, da det er vigtigt at have en god kropsholdning.

Efter opvarmningen ligger spillerne sig på gulvet, prustende, mens Claus Hansen fortæller om træningens videre forløb.

”Jeg skal jo være her fire gange i alt. En gang i hver måned frem til jul,” fortæller Claus Hansen, hvorefter et af børnene stille siger:

”Åh nej.”

Men de har det sjovt. De skyder, dribler, smiler og griner, mens holdets normale træner, Henrik, står på sidelinjen og ser på, og af og til kommer med indspark til sine spillere.

”De er noget mere stille end normalt. Jeg tror det har en effekt, at det er en landstræner, der træner dem. Men man får jo lidt præstationsangst. Han gør det rigtigt godt, og det bliver spændende at se, om jeg kan følge op på hans træning,” siger Henrik.

Endelig får spillerne lov til at finde håndboldene frem. De bliver stillet op to og to overfor hinanden, og begynder at aflevere. Claus Hansen gør meget ud af at forklare, hvordan skulderen skal holdes, og hvordan fodstillingen skal være i forhold til at lave den helt rigtige aflevering. Landstræneren går koncentreret rundt og ser på alle spillerne, kommer med kommentarer og retter på dem, der gør det forkert.

Netop det, at han snakker så meget under træningen ser ud til at gøre indtryk på de kommende håndboldstjerner. For han kommenterer rigtigt meget. I alle øvelser. Man kan se på børnene, at når Claus Hansen roser dem ved at sige ”godt grebet” eller ”ja, sådan der, rigtig flot fodstilling,” så tager de det til sig. De nikker og smiler. Suger landstrænerens ord til sig og tager ved lære. Og til deres normale træner Henriks store forbløffelse, så tager de ved lære med det samme.

”Det er da helt vildt, som de stiger i niveau. Hold da op,” siger Henrik, og faktisk kan alle i hallen se, at spillerne stiger i niveau, fordi de koncentrerer sig rigtigt meget om det, de laver.

Tydeligst er det, da de første gang skal skyde på mål. Første runde er ikke imponerende, og boldene flyver i alle retninger, forbi målet. Herefter kalder Claus Hansen spillerne sammen, giver dem nye instrukser, gør sådan og sådan. Så fuld knald på. Og så sker der noget.

Pludselig bliver der tyret, og nu sidder næsten alle skud inden for rammen. Hårdt. Præcist. Alt sammen som resultat af koncentration, for det er nemlig det, der ifølge Claus Hansen er en af hemmelighederne ved at blive en god håndboldspiller.

Flere forældre og andre af trænerne i Strib Håndboldklub kommer forbi hallen for at se Claus Hansen træne klubbens U12-hold. Det er rygtedes, at en landstræner kommer til byen, og smilende sidder folk på sidelinjen og overværer træningen.

”Det var dog utroligt, så stille de er i dag. Og de ser bare så koncentrerede ud. Og hold da op, du har jo sved på panden," udbryder en mor, da hendes søn stryger forbi hende.

Claus Hansen sætter spillerne i gang med nye skudøvelser, hvor en skudfinte kombineres med en rullefinte venstre om en forsvarsspiller, der i dette tilfælde er landstræneren. Det er ikke lige nemt for alle, men der bliver fnist en del, da en af spillerne taber bolden midt i en skudfinte, og ryger direkte i armene på Claus Hansen. Hen mod slutningen af den halvanden time lange træningen falder koncentration en smule, lydniveauet stiger og efter en rigtig god gang træning og en meget flot præstation af U12-holdet fra Strib, stopper Claus Hansen den første træning, og samler børnene i midtercirklen.

”Jeg kan allerede nu se, at I er blevet lidt dygtigere,” siger Claus Hansen, der er imponeret over, så meget børnene kan, når de koncentrerer sig.

”Jeg kan se, at det går meget bedre, når I tænker på koncentrationen og gør, som der bliver sagt,” siger han og giver børnene et godt råd omkring, hvordan man kan nå langt som håndboldspiller.

”Dem der når langt, det er dem der har motivationen. Det er den, der gør en forskel sammen med det, at man også vil træne selv, uden at der altid er en træner, der siger, hvad man skal gøre.”

Træningen slutter med, at børnene igen kan sige hvad de vil til landstræneren. Og det gør de. I stor stil.

”Jeg troede, du var meget hårdere. Jeg troede det var mere med armbøjninger og løb og sådan noget,” siger en af spillerne, mens Claus Hansen smilende spørger, hvorfor de dog tror det.

”Jeg troede man skulle være hård for at være træner på landsholdet,” blev der fulgt op, inden den sidste kommentar blev kastet til Claus Hansen.

”Jeg synes det var rigtigt sjovt. Vi spillede jo en masse håndbold og sådan noget. Normalt løber rigtigt meget og sådan, men det her var jo rigtigt sjovt.”

LÆS DEL 2 AF FØLJETONEN "STRIB VANDT EN LANDSTRÆNER"