Du er hér: Forside » Stjerner » Talenterne » Tyske talenter skal dække offensivt

Kvalificerer damelandsholdet sig til OL i London?

Hvem vinder Ligaen for herrer i denne sæson?

Hvem vinder Ligaen for damer i denne sæson?

Tyske talenter skal dække offensivt

I Tyskland tvinges unge fra 10-års alderen til at dække offensivt. Ulrik Wilbek mener, dette kan være vejen frem i Danmark også. Læs første afsnsit af Hopskud.dk’s serie om talenter i udlandet.

På et landkort ligger Danmark og Tyskland lige ved siden af hinanden. Rent håndboldmæssigt er afstanden som herfra til månen, idet der i de to lande er stor forskel på, hvordan håndboldspillet opfattes og udføres. Specielt i ungdomsrækkerne er forskellen tydelig, hvor tyske unge ifølge reglerne skal dække offensivt forsvar helt ned i alderen omkring 10 år.

Velkommen til første del af Hopskud.dk's artikelserie om talenter i udlandet.

Heine Jensen er træner for Tysklands bedste damehold, HC Leipzig, og fra Tyskland fortæller Heine Jensen til Hopskud.dk, med hjælp fra sin assistenttræner, der i 34 år har trænet klubbens yngste spillere, om de væsentligste forskelle på dansk og tysk ungdomshåndbold.

- I Tyskland gøres spillet mere individuelt. Allerede fra spillerne er 10-11 år gamle skal de lære at dække offensivt forsvar, hvor der dækkes i formationerne 3-3, 3-2-1 eller 4-2, fortæller Heine Jensen og forklarer, at det hele er sat i system fra det tyske håndboldforbund. Vælger et hold at spille mere defensivt eller at omgås reglerne, bliver det straffet, selvom reglerne i de senere år er blevet lidt mildere.

- Man må ikke dække 6-0 eller 5-1, ligesom man heller ikke må mandsopdække. Det er helt modsat af Danmark, hvor forsvaret ofte bliver beordret tilbage, hvis de kommer ud over tremeterlinjen. I de yngste, tyske rækker skal der være tre spillere ude over tremeter-linjen, og hvis dette ikke sker, så får holdet en straf. Denne regel er dog blødt en smule op, fordi alle spillere og trænere er indforstået med, at det er sådan der skal spilles. Skulle et hold dække for defensivt, så taler dommerne med trænerne, der så sørger for at få spillerne længere frem, fortæller Heine Jensen, der mener, at den optimale løsning ville være at finde et miks af tysk og dansk ungdomshåndbold.

- Når vi når op til Junior-alderen, så er det kun en anbefaling med offensivt forsvar. Men alligevel gør alle det. Det er det eneste de har lært som små.

Den store satsning på offensivt forsvar bevirker, at spilforståelsen bliver anderledes end hos danske spillere. Leipzig-træneren forklarer, at hvis en spiller går forbi en offensiv forsvarsspiller, så lærer de, at de skal styre direkte mod mål og score. Derfor er holdforståelsen og det taktiske ofte bedre i Danmark, fordi tyskere bliver vant til, at når de er forbi en offensivt dækkende forsvarsspiller, så er der kun én vej. Det er direkte mod mål, og Heine Jensen undres ofte over, hvordan hans tyske spillere ikke kan se, at andre spillere står mere fri end dem selv.

Men den offensive spillestil har en funktion, som Heine Jensen mener, Danmark kan lære af.

- Tyskerne er mindre resultatorienterede end danskerne. Her er det vigtigere at arbejde med spillerne og få dem på klubbens ligahold frem for udelukkende at opnå store resultater med ungdomsholdene. Selvfølgelig vil alle vinde, men det største fokus ligger på at udvikle. Ingen kan alligevel huske et U-resultat om fire år. Selvfølgelig vil alle vinde, men tyskerne ser mere på udvikling end på resultater, siger Heine Jensen.

Også landstræner Ulrik Wilbek har kigget til udlandet efter nye måder, hvorpå han kan udvikle Danmarks blomstrende håndboldungdom. Han forklarer til Hopskud.dk, at han og resten af DHF allerede nu søger inspiration i udlandet, og at tankerne peger i retning af at indføre nye regler i de danske ungdomsrækker. Mange ændringerer allerede sket, men flere venter forude.

- Vores næste indsatsområde er helt klart, at vi gerne vil have offensivt spil i den ene halvleg, og mere defensivt i den anden halvleg, siger Wilbek i et interview med Hopskud.dk. Se hele interviewet med Wilbek på Hopskud.dk’s web-tv ved at klikke her

Skulle Wilbekvære i tvivl om effekten af at indføre offensivt forsvarsspil i de danske ungdomsrækker, så kan et telefonopkald til Heine Jensen i Leipzig formentlig give endnu flere oplysninger om eventuelle positive effekter.

- De unge her får det offensive spil ind og ligge på rygraden. Holdningen hernede er den, at det er meget nemmere at lære at dække defensivt i en senere alder end det er at dække offensivt. Generelt synes jeg, at spillerne her bliver bedre rustet som små. De har mere at arbejde ud fra end danske spillere, siger Heine Jensen.

SE OGSÅ DEN STORE BILLEDESERIE FRA MIDTJYSK JULECUP I BORDING, HVOR EN LANG RÆKKE TYSKE HOLD DELTOG

Log ind eller opret en ny profil for at kommentere.