U-landstræner gør Liga-status
U-landstræner Heine Eriksen gør status over ungdomsligaerne.
Hopskud.dk har talt med U-landstræner Heine Eriksen omkring U16- og U18-ligaerne for damer i Øst og Vest. Vi har bedt ham om at gøre status på sæsonen indtil videre og sætte ord på, hvad der er godt, hvad der ikke er så godt, hvad der kan ændres og hvordan det kan gøres.
Hvordan ser du forløbet af sæsonen i dame-ligaerne indtil videre i denne sæson? Hvad mener du om niveauet, og er der noget der har overrasket dig?
- Turneringen er først for alvor er startet efter jul, hvor de bedste hold blev opdelt i ligaerne. Mange hold havde det for let før jul, fordi der var mange hold i den bedste række, hvilket betød kæmpesejre og klubber, der var tæt på at bade sig igennem turneringen. Så som jeg ser det, er det hele først rigtigt startet nu, hvor der så til gengæld har været rigtigt mange spændende og tætte kampe.
Kigger man på rækkerne nu, så er der ikke rigtigt nogle af de fire U16- og U18-ligaer, der endegyldigt er afgjort. Dog er U18-Vest tæt på at være afgjort med Randers HK og FCM i spidsen, men ellers er ligaerne meget tætte. Næsten alle hold kan stadig spille sig til et DM-slutkampene.
Der er også overraskelser, som jeg ikke havde set før sæsonen. Topplaceringen til Yduns U16-damer i Øst er meget flot, og har overrasket mig positivt. Det overrasker mig også, at Skanderborg i U16 Vest er med helt i toppen. Ligesom Ydun består holdet af rigtigt mange førsteårsspillere, og derfor er det et rigtigt flot stykke arbejde, de to klubber har leveret.
Tager vi niveauet i U18-ligaerne, så har det ikke været så højt i mange af de kampe, jeg har set rundt omkring i landet. Det skyldes formentlig, at rigtigt mange af de bedste U18-spillere er rykket op som senior. Hvis man kigger på U-landsholdets bruttotrup i årgangen 1992-1993, der består af ca. 30 spillere, så spiller omkring 20 af dem på seniorhold.
Dette er både godt og skidt. Det bevirker selvfølgelig et lavere niveau i U18-ligaerne, men samtidig er det rigtigt godt, at de som seniorspillere bliver udfordret og matchet i en helt anden grad. Men det vigtige er så, at hvis de bliver hentet op til seniortruppen, så skal de selvfølgelig have spilletid for at udvikle sig, men det har jeg også indtrykket af, at spillerne får. Og det gælder både i Liga og i 1. div.
Synes du det er optimalt for ungdomshåndbolden, at der er en halv sæson – altså den før jul – hvor mange hold ikke for alvor bliver udfordret?
- Selve turneringsformen i U16- og U18-ligaerne mener jeg skal være med til udvikle spillerne, og det mener jeg ikke den gør i sin nuværende facon. Faktisk er det kun turneringsformen, som den spilles efter jul, der er med til at udvikle spillerne. Spillerne bør have flere hårde kampe undervejs, og ligaerne bør inddeles på en måde, så alle de bedste hold er mere jævnbyrdige helt fra begyndelsen af sæsonen.
Netop derfor forsøgte alle U-landstrænerne – Claus Hansen og Ole Nørgaard hos herrerne og jeg selv hos damerne – før sæsonen at komme igennem med et turneringsforslag, der skulle ændre på dette. Vi havde udarbejdet et forslag, som vi havde håbet på ville blive godkendt af turneringsudvalget i håndboldforbundet, men som desværre ikke gik igennem.
Forslaget gik ud på, at turneringen over en hel sæson skulle se ud, som den gør på nuværende tidspunkt efter jul. Med en masse hårde kampe for vores dygtigste U-spillere. Selvom sæsonen er lang, så ville man kunne få flere hårde kampe hele vejen igennem sæsonen, og ikke kun i en halvdel. Turneringen skulle fra start have 10 hold i U18 Vest og 10 hold i U18 Øst, som så spiller en turnering over en hel sæson, uden at bryde den op midtvejs. I U16-rækkerne skulle der være 12 hold i Øst og 12 hold i Vest, og sammenlagt ville man opnå rækker, der allerede fra starten ville være meget jævnbyrdige.
Det er jo ikke sikkert denne model er optimal, men vi tror på, at den ville være bedre og mere udviklende end den nuværende. U-landstrænerne har trykket meget på, men vi har haft svært ved at komme igennem systemet med vores tanker omkring turneringen.
Også DM-slutspillet mener vi bør være anderledes, og vi mener det bør være ens for U16 og U18, hvilket det ikke er i dag. Vores forslag går ud på, at der skal spilles et weekendspil a lá Final Four for begge rækker, med semifinaler og finale i samme weekend. Især det nuværende slutspil for U16-damerne mener jeg er for hårdt, hvor det spilles alle mod alle med de fire bedste hold.
Måden at opbygge hele turneringsstrukturen er noget vi også snakker meget med klubbernes ungdomstrænere om, og vi fornemmer, at der er meget stor opbakning til dette. Og vi håber, der vil ske ændringer allerede til næste år, men nu må vi se.
Er der rent spillemæssigt noget, du har lagt mærke til i kampene i løbet af sæsonen? Hvad synes du har været positivt at opleve, og hvad ser du som områder, der kan forbedres?
- Jeg ser rigtigt jo mange kampe i løbet af en sæson, og ligger selvfølgelig mærke til, hvad der sker rent spillemæssigt i ligaerne. Jeg synes, at der er rigtigt meget positivt i ungdomshåndbolden. I alle mine år som træner har jeg aldrig set så meget offensivt forsvarsspil, som der har været i denne sæson. Det er en tendens, der virkelig er brudt igennem i år. Der har været mange hold, der har dækket flere forskellige offensive variationer. Vi har gjort det på landsholdet i mange år, og jeg tror det er smittet af i klubberne, men samtidig tror jeg også det skyldes, at mange ligahold er begyndt på det.
Det, der nu bliver interessant er at opleve er, om klubberne i den næste fase vil begynde at variere mere i forsvaret, så man i den enkelte kamp ikke enten dækker offensivt eller defensivt, men begynder at skifte mellem både defensive og offensive systemer.
Det knap så positive i sæsonen som jeg oplever det har derimod været returløbet, der for mange holds vedkommende har været næsten ikke-eksisterende. Jeg synes, der er blevet løbet rigtigt, rigtigt dårligt returløb i ungdomsrækkerne, og jeg synes, at udnyttelsen af stregspillerne i ungdomsrækkerne kan blive meget bedre, end den er i dag. Det er fokuspunkter, som jeg mener, klubberne på både U18- og U16-niveau kan tage fat i.
Dog skal det medgives, at netop stregspillerne har det svært. Regelfortolkningen fra dommerne gør det desværre svært at udnytte stregspillerne. Det er meget lidt, stregspillerne i ungdomsrækkerne får lov til, og det giver dem store problemer, når de faktisk ikke kan få lov til at sætte en screening i ungdomsrækkerne. Det giver problemer, når de kommer ud med landsholdet.
Hvor mange kampe når du egentlig at se i løbet af en sæson, og hvor meget snakker du med klubtrænere og de enkelte spillere?
- Jeg har regnet mig frem til, at jeg ser omkring 125 kampe på alle niveauer, og derudover er jeg på omkring 30 klubbesøg. Jeg er meget i kontakt med klubbernes trænere, og eksempelvis var jeg i sidste uge i både Randers HK og Team Tvis i Holstebro. Her var jeg først i Holstebro til møde med U16-træneren og spillerne på U16-holdet, så møde med U18-træneren og så snakkede jeg med spillerne på U18-holdet. Så overværede jeg de to holds fælles træning, ligesom så havde jeg en snak med holdets træner i Guldbageren Ligaen. Det er en typisk dag.
På samme møde var jeg senere på ugen til møde i Randers med cheftræneren for Ligaholdet og fysioterapeuten, hvorefter der var møde med klubbens talentudvikler og så møde de enkelte spillere og følge deres træninger.
Det er noget af det jeg synes er allermest vigtigt som landstræner, så jeg har føling med, hvordan de enkelte klubber arbejder, og så vi i fællesskab kan snakke om, hvad der er bedst for de enkelte spillere.
- Skrevne kommentarer og meninger
Log ind eller opret en ny profil for at kommentere.