184 cm talent på stregen
I de sidste par år har det ikke just vrimlet med store stærke skytter på det danske kvindelandshold. Til gengæld kan landstrænerne Jan Pytlick og Heine Eriksen vælge og vrage blandt velvoksne stregspillere med store spillemæssige kvaliteter.
Det skyldes måske, at vi herhjemme er voldsomt fokuserede på, at spillet skal foregå med 120 kilometer i timen, og at bagspillerne både skal være med til at bygge spillet op, lave gennembrud og deltage i de hurtige kontraløb. Kompetencer, som især appellerer til små kvikke spillere.
Derfor er de store stærke spillere blevet smidt ind på stregen, hvor de skal udnytte deres fysiske kvaliteter. Som for eksempel U18-spilleren Kathrine Heindahl, der rager 184 centimer over halgulvet. Med sin højde og vægt har hun rent fysisk en utrolig spændende profil, men da hun også mentalt er 100 procent gearet til eliteidræt, tegner sig der allerede nu en lovende landsholdskarriere for gymnasiepigen fra Fyn.
Kathrine Heindahl karakteriseres som en vaskeægte vinderwoman, der godt kan blive lidt knotten, når tingene ikke går hendes og holdets vej. Altså den type, som bider tænderne sammen og giver den en ekstra skalle, når der er brug for det. Et drenge-gen betegner hendes tidligere træner Troels Banggard det som, og han mener det altså på den eksemplariske måde. Blandt hendes forbilleder er da også vindertyper som Katrine Fruelund, Kristine Andersen og Anja Andersen.
Der er da også allerede kommet flere fantastiske guldmedaljer ind på Kathrine Heindahls konto. I år blev hun og GOG danske U18-mestre, og i sommer hev hun og U17-landsholdet Europamesterskabet med hjem til Danmark.
Hendes fysik gør hende til et sikkert valg i midten af forsvaret, hvor hun i øvrigt trives fantastisk godt. Hun foretrækker faktisk at spille i forsvaret frem for i angrebet (stregspillere er noget for sig!), men er dog en glimrende afslutter, og med sine 82 mål i 31 kampe blandt de flittigst scorende på landsholdet. Når man læser et interview med hende på Europamester.dk, kan man godt blive i tvivl om hendes dåbsattest er helt korrekt. Den kun 17-årige pige svarer både modent og oprigtigt på alle spørgsmålene, og man er ikke overrasket over, at hun indtager storesøsterrollen i familien.
Hun er ved at tage sit tredje og sidste år på Nyborg Gymnasium, og går med tanker om at læse idræt på universitetet. Rent sportsmæssigt er hun glad for ridning - har sin egen hest - og så er hun ikke bleg for at snuppe en god krimi ind imellem.
Selvom Kathrine Heindahl stadig er ynglingespiller, spiller hun i denne sæson for GOG's 3. divisionshold med den tidligere ligatræner Kenneth Salholdt på bænken. Han kan forhåbentlig medvirke til, at hun om få år også bejler kraftigt til stregpladsen på A-landsholdet.
Kathrine Heindahl
Født: 26. marts 1992
Klubber: Nyborg, GOG
Landskampe U17: 31 kampe, 82 mål.
Højde: 184 centimeter
Uddannelse: Går i 3.G på Nyborg Gymnasium
- Skrevne kommentarer og meninger
Log ind eller opret en ny profil for at kommentere.