Du er hér: Forside » Stjerner » U21-herrer - SE SPILLERNE » Kasper Olsen - helt klar til seniorlivet

Kvalificerer damelandsholdet sig til OL i London?

Hvem vinder Ligaen for herrer i denne sæson?

Hvem vinder Ligaen for damer i denne sæson?

Kasper Olsen - helt klar til Seniorlivet

Nyoprykkede Kasper Olsen er 100 procent klar til at forstærke FCK Håndbolds Ligamandskab

Kasper Olsen fra FCK Håndbold er i øjeblikket til U21 VM i Egypten, selv om han egentlig kun er U19-spiller, da han er født i 1990. Talentet er simpelt hen så stort, at han er blevet udtaget til at dyste sammen med 88/89-årgangene.

På deres hjemmeside kalder Don Ø's klub Kasper Olsen for en usleben diamant, og når man nærstuderer hans karriereforløb, er det svært at være uenig. Han har adskillige Y- og U-landskampe på sit CV og fik som 18-årig debut på FCK's ligahold i sidste sæson. Plus selvfølgelig alle kampene for FIF (hvor han har været under meget kyndig vejledning af Winnie Dahl). Imponerende at en så ung knøs har spillet med på et af Europas bedste mandskaber.

Selvom det er gået stærkt for Kasper Olsen, er han som person ikke særlig udfarende. Han karakteriseres som rolig, ydmyg og en anelse autoritetstro, der ikke har behov for at føre sig frem nogen steder. Nogen gange kan han være meget selvkritisk, hvilket blandt andet hænger sammen med, at han er meget ambitiøs og målrettet mht. sin håndboldkarriere.

Spillemæssigt er han ekstrem hurtig og umådelig fintestærk. Da han spillede for FCK's ligahold, var modstanderne - endnu - stærke nok til at holde ham, men når Kasper Olsen får mere råstyrke, bliver han svær at afvise. Samtidig er han både skudstærk og forrygende til at finde sine medspillere, så han kan blive et rigtigt farligt våben for forrige års mesterklub.

I sidste sæson spillede han både med på FIF's U-18 hold, der tabte DM-finalen til AaB Håndbold og på ligamandskabet, men nu hvor han er senior, kan det måske gavne hans spil, at han får mere ro til at koncentrere sig. Kasper Olsen blev nemlig student på Herlev Gymnasium i sommer, og to klubhold, to landshold samt en kommende studentereksamen, har helt sikkert stresset ham, selv om det er gået godt alle steder.

Nu tager han et sabbatår og er 100 procent rustet til at tørne ud for seniorholdet. Kasper Olsen kan godt forstå, hvis han skal spendere tid på bænken og har ikke svært ved at acceptere, hvis andre er bedre end ham. Men mon ikke han regner med, at der bliver endnu mere spilletid end i den forløbne sæson, hvor han faktisk fik en del tid på banen. Vi andre glæder os i hvert fald til at se ham i ligaen og høre positivt nyt fra U-VM i Egypten.

Fakta om Kasper Olsen
Klubber: Herlev, Albertslund, FIF, FCK Håndbold
Landskampe: 26Y, 78 mål, 9U, 18 mål.
Uddannelse: Student fra 2009
Højde: 192 cm
Vægt: 86 kg