Du er hér: Forside » Stjerner » U21-herrer - SE SPILLERNE » Nikolaj Øris Nielsen - en lillebror på toppen!

Kvalificerer damelandsholdet sig til OL i London?

Hvem vinder Ligaen for herrer i denne sæson?

Hvem vinder Ligaen for damer i denne sæson?

Nikolaj Øris Nielsen - en lillebror på toppen!

Nikolaj Øris Nielsen, venstrehåndet stortalent og en af tre håndboldligabrødre, får masser af spilletid på BSV's tophold

Nikolaj Øris Nielsen

Blandt Bjerringbro-Silkeborgs mange kendte stjernespillere stikker højrebacken Nikolaj Øris lidt ud. Det er nemlig de færreste, der uden for håndboldens inderkreds, kender den 21-årige back (som dog p.t. mest er fløj). Det er denne sæson dog ved at rette op på, da han får masser af spilletid på BSV's højt eksponerede ligahold.

Hvis man ikke kender Nikolaj, kender man i hvert fald til én eller måske to af hans håndboldspillende brødre. Nikolaj er nemlig yngste bror i håndboldtriumviratet Mikkel, Nikolaj og Mads Øris Nielsen. Mads, som er ældste bror, spiller også i Bjerringbro, mens Mikkel stiller op for Århus GF.

Da Herre-U20 landsholdet skulle til VM i Makedonien, blev Nikolaj Øris sammen med GOG's Mikkel Hansen i Danmark på grund af skader. At to så stærke spillere måtte melde fra, forringede holdets guldchancer gevaldigt, og landstræner Flemming Pedersen sov nok ikke særlig godt de dage, hvor han fik afbuddene.

Det var skulderen, som var problemet, men heldigvis blev den god igen, så han har været med til at skyde BSV op på Tele2 Ligaens førsteplads. Desværre har flere småskader irriteret stortalentet, og hans fysik er måske ikke helt på det niveau, som den kunne have været.

At et så stort talent spiller sammen med blandt andet Morten Olsen, Lars Krogh Jeppesen, storebror Mads og stregen Miluta Dragevic, er perfekt for hans udvikling. Han er ikke med i Wilbeks udviklingstrup, men Nikolaj Øris er nok ikke langt derfra, og hvis han kan holde sig skadefri, kan et brev fra Wilbek måske dumpe ind af brevsprækken.

Nikolaj Øris Nielsen er lidt af en allround type, som både kan skyde udefra og lave gennembrud.

"Han har godt nok en giftig arm. Nikolaj er et meget stort talent, som er blevet noget bremset af skader. På grund af Christian Backs skade spiller han fløj for tiden, og det er fint, for så får han spilletid, men på sigt er det på backen, hans fremtid ligger. Nikolaj har det sidste halvandet års tid fået en superindstilling til håndbold. Han er sjov fyr, men er blevet bedre til at dosere, hvornår det skal være sjov, og hvornår det skal være alvor," siger Herre-U20 landstræner Flemming Pedersen.

På BSV's hjemmeside står der, at den 194 cm høje back arbejder som livredder, og hans kendetegn er krøller og veludviklede ører. Så hvis du i en svømmehal ser en høj, sjov livredder med store ører og krøller, kan du altid lige tage en håndboldsludder med vedkommende...