Du er hér: Forside » Stjerner » U21-herrer - SE SPILLERNE » Sympatisk mand i buret

Kvalificerer damelandsholdet sig til OL i London?

Hvem vinder Ligaen for herrer i denne sæson?

Hvem vinder Ligaen for damer i denne sæson?

Sympatisk mand i buret

Jannick Green fra AaB Håndbold og U21-landsholdet er en rolig og sympatisk målmand med et kæmpepotentiale

Jannick Green

Dansk herrehåndbold vrimler med talentfulde målvogtere. Niklas Landin er udtaget til A-VM, Kasper Larsen gør det fremragende i Fredericia, mens Jannick Green fra AaB Håndbold har vist stor klasse i CBB Mobil Ligaen i år, når Sørenn Rasmussen har skullet have en pause (og jo, Sørenn staves med to n'!).

Jannick Green (og for så vidt også Niklas Landin) er som person en stille og rolig type, der ikke råber og skriger hysterisk, hvis forsvaret kikser, eller hvis skytten skyder for tæt på hans hoved. Hans personlighed afspejler sig i måden at vogte målet på. Jannick Green er den afventende type, der forsøger at læse skytten og gøre sit udfald så sent som muligt.

Den stil har givet stor succes. Jannick Green har været en del af det ungdomslandshold, som har vundet EM- og VM-guld - dog var han ikke med ved EM i sommer pga. rygproblemer. Han har fået en del spilletid på AaB's tophold i år, og han har trænet sammen med A-landsholdet i forberedelserne til VM. Ganske flot gået af en 20-årig på en så krævende position på holdet.

Ud over at være en rolig type, har Jannick Green - trods at han er blevet udnævnt til at være et af de største talenter i verden - en ydmyghed over for sin status, der virker meget sympatisk. Da overtegnede for eksempel interviewede ham i forbindelse med hans og Landins store potentiale, nævnte han også konkurrenten Kasper Larsen som et meget stort målmandstalent.

AaB Håndbold spottede Jannick Green i 1. divisionsklubben Lemvig, hvor han har haft sin spillemæssige opvækst. Før han blev senior, spillede han i holdsamarbejdet Team Vestjylland, der er en ambitiøs elitesatsning for klubberne omkring Lemvig. Han var blandt andet ankermand på det ynglingehold, der i suveræn stil vandt DM i 2007.

Jannick Green har kontrakt med AaB Håndbold frem til 2011. Her er han indtil videre indstillet på at være 2. målmand efter Sørenn Rasmussen, som har stået stærkt i første halvdel af turneringen. Rent landsholdsmæssigt er det hans mål at komme med til U21-VM i Egypten til sommer, da han var meget ærgerlig over, at EM-slutrunden glippede. Og mon ikke at A-landsholdet dukker oftere og oftere op i hans drømme?

Log ind eller opret en ny profil for at kommentere.