Tilskuerrekord i Aalborg
Lørdag aftens afsluttende gruppekamp mellem Danmark og Spanien i Aalborgs Gigantium bliver den kvindekamp på dansk grund, der har været overværet af flest mennesker.
DHF’s billetservice kan nemlig melde om totalt udsolgt – ensbetydende med, at 6607 mennesker vil være på lægterne i det nordjyske håndbold-Mekka, når den vitale kamp fløjtes op.
Men rekorden får ikke lov til at stå ret længe.
Allerede på mandag vil den blive sat under et gevaldigt pres ved den første af de tre mellerunde-kampe i Herning, og både tirsdag og torsdag er der solgt over 7000 billetter allerede nu.
Semifinalerne næste lørdag er tæt på at være udsolgt, og ser man bort fra de billetter, det europæiske håndbold forbund, EHF, ligger inde med, er der ikke mere at komme efter på finaledagen, søndag den 19. december, hvor 12.650 vil være på plads, når medaljerne skal fordeles.