Du er hér: Forside » Stjerner » Talenterne » Landstræner glæder sig til U18-slutspil

Kvalificerer damelandsholdet sig til OL i London?

Hvem vinder Ligaen for herrer i denne sæson?

Hvem vinder Ligaen for damer i denne sæson?

Landstræner glæder sig til U18-slutspil

I weekenden spilles den første liga-semifinale for U18-damer, og det er kampe, landstræneren ser frem til.

Landstræner Heine Eriksen glæder sig til semifinalerne i U18-ligaen.

FC Midtjylland, Randers HK, FIF og Ajax har med flot spil gennem sæsonen kvalificeret sig til DM-semifinalerne for U18-damer. Derfor er det med stor forventning, at U-landstræner Heine Eriksen ser frem til de første to kampe, som han forventer og håber på vil blive afviklet på et højt niveau.

- Det har været en lang turnering, uden at der har været rigtigt spænding om resultaterne i mange af kampe. Nu må vi så håbe, at semifinalerne bliver spændende, siger Heine Eriksen til Hopskud.dk, og ser frem til weekendens startfløjt, hvor han selv vil være på tribunen til kampen FC Midtjylland – FIF søndag kl. 14.00 i Ikast Brande Arena.

- Det er det her, jeg som landstræner glæder mig til at se. Jeg vil se god håndbold, og de kampe, der venter nu, det er det bedste vi har af dansk dame-ungdomshåndbold herhjemme nu. Og nu har de alle muligheder for virkelig at vise hvad de kan, siger Heine Eriksen.

Se kampe og spilletidspunkter for semifinalerne her

Har der for dig ikke været tvivl om, hvilke fire hold, der ville nå semifinalerne?
- Nej. I Jylland var ikke i tvivl om, at Randers HK og FCM ville køre sikkert igennem. Og det var rimeligt hurtigt afgjort. På Sjælland var FIF sikre, mens der var lidt mere tvivl om den sidste plads, som Ajax snuppede. Men for mig at se er det ikke overraskende, at det er de fire hold, der står i semifinalerne.

Hvad har holdene gjort rigtigt i løbet af sæsonen? Er de bare så meget bedre?
- Tager vi Randers og FC Midtjylland, så er der ingen tvivl om, at det er de to bedste hold i Jylland. Ingen andre U18-hold i Jylland er i nærheden af dem, og det har de også bevist ved at gå igennem turneringen så sikkert så de har. Randers HK og FCM har også den fordel, at de har spillere med, som har prøvet at spille på et højere niveau på senior-plan. Deres trupper er desuden de bredeste, det er de to fysisk stærkeste hold, og derfor er FCM og Randers uden sammenligning de to bedste hold i Jylland. Og det er da også de to, som jeg vurderer går videre til finalen.

Helt kort - hvad karakteriserer de fire semifinalehold rent spillemæssigt?
Randers HK: De er rigtigt godt skydende fra bagkæden, og så er de meget stærke på målmandsposten.
FCM: De har været gode i kontraspillet, og har været stærke omkring stregspillet.
FIF: De er stærke på målmandsposten. Deres store styrke har været Mathilde Juncker i målet, som har gjort det rigtigt godt, og så har de i perioder vist flot kontraspil.
Ajax: De er meget struktureret i deres angrebsspil, og det har bragt dem rigtigt langt.

Hvad bliver afgørende for, hvilke af de fire stærke hold, der når helt til tops?
- Et afgørende element kan blive skader. Kommer en eller to af profilerne til at sidde ude med skader, så kan det blive afgørende for kampenes forløb.
Har du ventet i lang tid på disse kampe?
- Ja. Nu skal vi se noget godt U18-håndbold. Jeg håber på, at vi nu får nogle kampe at se med virkeligt højt ungdomsniveauniveau og masser af spænding. Som nævnt synes jeg ikke, de to U18-rækker har været særligt spændende, ligesom niveauet ikke har været specielt højt. Og så håber jeg også, at klubberne gør noget ud af deres hjemmekampe. At de formår at få skabt en fantastisk stemning og interesse omkring kampene. Det er jo ikke bare ”almindelige” turneringskampe. Det er finalerne for Danmarks bedste hold, hvor der selvfølgelig bør skabes de rette rammer. Og det glæder jeg mig til at opleve. Både kampene og hele kulissen omkring semifinalerne.

Læs mere om DM for U18-damer, når Heine Eriksen efter semifinalerne kommenterer på finalekampene, der spilles 30. april/1. maj og 7. maj/8. maj. Her vil Heine Eriksen også give sit bud på de spillere, der vil blive finalens store spillemæssige profiler.

LÆS OGSÅ HEINE ERIKSENS STATUS AF SÆSONEN 2010/2011

Log ind eller opret en ny profil for at kommentere.