Du er hér: Forside » Stjerner » Talenterne » Sådan bliver du landsholdsspiller

Kvalificerer damelandsholdet sig til OL i London?

Hvem vinder Ligaen for herrer i denne sæson?

Hvem vinder Ligaen for damer i denne sæson?

Sådan bliver du landsholdsspiller

Hopskud.dk har talt med U-landsholdstræner Heine Eriksen om, hvad der kræves for at blive landsholdspiller

Hopskud.dk har fået flere mails omkring, hvor meget der egentlig kræves for at blive landsholdsspiller. Hopskud.dk har derfor talt med Heine Eriksen, træner for damernes U-landshold, og spurgt, hvad der skal til for at nå toppen.

Heine Eriksen har været med til at opdage stortalenter som Mie Augustesen, Line Jørgensen, Kristina Kristiansen og Trine Troelsen med flere på kreds- og distriktshold over hele Danmark, og herfra føre dem hele vejen op på A-landsholdet. Men faktisk er det ikke nødvendigt at have spillet på kredshold eller være med til Team Danmark-træninger for at komme på landsholdet.

- Nej, det er bestemt ikke nødvendigt. Selvom man ikke har været med til talenttræninger, kan man sagtens komme med på landsholdet senere. De spillere, der udtages til landsholdet, er ikke nødvendigvis de bedste spillere, når de udtages. Vi ser meget på, hvilke spillere, vi i fremtiden tror på, kan blive A-landsholdsspillere, fortæller Heine Eriksen, og understreger, at det kræver rigtigt meget for at nå så langt.

Inden vi ser på, hvor meget tid og træning det kræver for at blive den nye Line Jørgensen eller Trine Troelsen, så vil Heine Eriksen gerne fortælle om måden, hvorpå han udvælger spillere til de mange talenttræninger.

- Ud fra det, der i Jylland hedder Kredshold og på Sjælland distriktshold, bliver pigerne udtaget til det, der hedder pigeprojektet. Herfra bliver pigerne udtaget til talenttræning, og fra talenttræning bliver de udtaget til en Team Danmark-trup. Det er fra denne, man bliver udtaget til U-landshold. Men jeg vil understrege, at fordi man ikke lige har været med på kredsholdet, så kan man sagtens komme ind i Team Danmark-træning på et senere tidspunkt. Alle har faktisk muligheden for at ryge ind på alle U-landsholdene uden at have været med til nogle kreds-, distrikts- eller Team Danmark-træninger. Det kommer bare an på spillerens alder, fortæller Heine Eriksen.

U-træneren ser hvert år på tusindvis af unge håndboldspillere, og med sine mange år som landstræner ved han, hvad han skal kigge efter hos en ung håndboldspiller. Det er nemlig ikke nok, bare at være dygtig til håndbold.

- Det allervigtigste hos en ung spiller, det er viljen. I begyndelsen handler det selvfølgelig om at se på, om spilleren er god til at spille håndbold, men det handler også om træning. Det betyder rigtigt rigtigt meget, at spillerne vil træne. Når vi tager spillere ind til træning, så skal de aflevere dagbøger, hvor vi så kan se, hvor meget de træner, og hvor meget de vil træne. Så kan jeg snakke med deres klubtrænere omkring hvis noget er godt eller skidt. Træning betyder rigtigt meget. Jeg ser jo mange talenter, og nogle gange kan det svære svært at se, at dem jeg kigger på, er dem, jeg har fået at vide er rigtigt gode. Er spilleren ikke god den dag, kan jeg alligevel se, om hun kan blive god senere. Så vi forsøger at se længere fremad og forsøger at se potentialet i spilleren.

Og hvor meget kræver det så af en ung spiller at være med på landsholdene? En af brugerne af Hopskud.dk har spurgt om dette, og om det er alt det hårde arbejde værd.

- Det kræver meget. Det betyder, at man i 9 ud af 10 tilfælde prioriterer håndbold frem for arbejde, fester og andet. 10. gang vælger man så det andet, for det er også vigtigt at have andet i livet end håndbold, fortæller Heine Eriksen og forklarer, at det er når man er omkring 14 år, at man skal til at tage en beslutning.

- Faktisk allerede her skal man spørge sig selv, hvor meget man vil håndbolden. Man skal ikke fravælge alt andet, men man skal priotere. Men det skal komme efter skolen. Det er vigtigt, og det er der rigtigt mange der gør. Starter du først som 19-årig, så er løbet nok kørt, hvis man gerne vil på landsholdet, fortæller Heine Eriksen, der slutter med at fortælle, at de piger, der fra 5.-7. oktober er med til Team Danmark-træning i Kolding, allerede nu er en del af DHF’s håndboldsystem langt ud i fremtiden. De piger, der skal samles i Kolding, er planlagt til at skulle toppe i 2014, nærmere betegnet til august 2014, hvor der er U20-vm.

KLIK HER FOR AT SE ET TRÆNINGSSKEMA FOR EN AF PIGERNE PÅ U-LANDSHOLDET.

Log ind eller opret en ny profil for at kommentere.