Signe var stjerne for en aften
Selvom Signe Sjørup Pedersen blot skulle gå meget få skridt med en konvolut, så var det nok den største dag i hele hendes liv. For hun gjorde det foran mere end 1 mia. mennesker, der på TV så hende aflevere en konvolut med navnet på OL-byen i 2016.
- Jeg tror jeg skulle gå 12 skridt med konvolutten. Bare op til talerstolen, men det var helt vildt fedt, siger Signe Sjørup, da hun overfor Hopskud.dk fortæller om den store dag, fredag 2. oktober. For Signe var det mere hele optakten, der var spændende.
- Jeg havde rigtigt mange sommerfugle i maven. Det var mest hele spændingen op til, hvordan det hele foregik torsdag og fredag med generalprøver. Allerede torsdag var vi i Bella Centret for at øve os på, hvad der så bedst ud på TV med tøj og make-up, fortæller Signe Sjørup, der endte med at overrælle OL-konvolutten i en træningsdragt fra Dansk Håndbold Forbund.
- Fredag var vi også derinde rimeligt tidligt, vi skulle øve med OL-præsidenten Jacques Rogge, så der ikke opstod fejl. Men det mest spændende var hele optakten, hvor der var rigtigt mange journalister, der ringede. Det var rigtigt sjovt at være så meget i fokus. Der var rigtigt, rigtigt mange journalister. TV2-Sporten var herhjemme, Radioens P4 snakkede jeg med, TV-Avisens 21 Søndag fulgte mig hele dagen ude i Bella Centret. Det var ret skægt, siger Signe, der så rigtigt mange kendte i løbet af de spændende dage.
- Jeg så Pele. Han sad på forreste række, da jeg overrakte konvolutten.Også om torsdagen, da vi var med til åbningen i Operaen, der var Michelle Obama, Oprah, Pele, Raúl fra Real Madrid, Kronprinsesse Mary og Kronprins Frederik. Det var bare lige dem jeg hurtigt genkendte, men der var mange mange flere. Også Signes Sjørup Pedersens venner fulgte spændt med på TV, da hun var stjerne for en aften.
- Mine venner synes bare det var vildt, at de kunne se mig på TV og i avisen og sådan noget. De fulgte alle sammen med på TV fredag aften. Der var nemlig klassefest på mit gymnasium samme dag, så de fulgte alle sammen med på TV inden festen, hvor de var samlet et sted. Så kom jeg derhjem bagefter, og der var de alle rimeligt oppe at køre over det, fortæller en glad Signe Sjørup Pedersen, der, hvis hun skulle glemme oplevelsen, altid vil kunne gense den store dag derhjemme.
- Jeg har optaget det hele. Fra alle kanalerne.
Klik her for at læse mere om, da Signe Sjørup Pedersen fik at vide hun skulle være OL-pige.