Foto: Frederiksborg Amts Avis, Allan Nørregaard
Nadia Offendal fra HØJ blev noget overrasket, da hun efter en kamp for klubbens 2. division damer, pludselig blev hædret med stående applaus og jubel fra en fyldt Ølstykke-hal. Alle tilskuere, med- og modspillere vidste nemlig, at Nadia Offendal efter kampen skulle have overrakt den Talentpris, som NORDEA og Frederiksborg Amtsavis hvert år overrækker til et talent, der har gjort noget ekstraordinært for sin sport.
”Jeg var vist den eneste i hallen, der ikke vidste noget som helst. Jeg havde godt lagt mærke til, at der var en del flere mennesker i hallen end ved en normal hverdagskamp, men tænkte ikke mere over det,” siger en glad Nadia Offendal, der med talentprisen er kommet i fornemt selskab med sportsfolk som Nikolaj Markussen og svømmeren Lotte Friis.
Talentprisen kan uddeles til udøvere indenfor alle sportsgrene, hvor sportsfolk bliver indstillet til prisen, hvorefter en dommerkomité udvælger årets vinder.
Nadia Offendal blev indstillet ved hjælp af flotte ord fra hendes klub HØJ, og alle folk fra klubben og spillerens omgangskreds var da også mødt op for at hylde den dygtige playmaker.
”Jeg blev meget meget glad for var den enorme opbakning og støtte, jeg fik i hallen. Alle mine venner var der, min familie, min kæreste. Det var superfedt. Det er en af de største dage i mit liv, og jeg kan slet ikke beskrive det,” siger Nadia Offendal, der blandt andet blev kåret til Mest Værdifulde Spiller ved sommerens U18-EM i Tjekkiet, hvor hun i efter en fantastisk holdpræstation med Danmarks U18-landshold vandt sølv.
Med prisen følger en check på 20.000 kroner, og Nadia Offendal er stadig rørt over at have modtaget den flotte pris.
”Hele oplevelsen skal lige bundfælde sig, og der er så mange mennesker omkring klubben, der har hjulpet mig til at få denne pris. Og nu har jeg bare endnu mere lyst til at spille og vilje til at køre på. Der er mange mål endnu, der skal nås, men med den kæmpe opbakning, der er herudefra, så er jeg sikkert på, det hele nok skal gå godt fremover,” slutter Nadia Offendal.