Målrettet ungdomsarbejde og sublim planlægning har bevirket, at lederne i Skanderborg Håndbolds ungdomsafdeling bør sætte sig ned, klappe sig selv på skulderen og bare for et øjeblik nyde, hvad de og spillerne egentlig har præsteret i sæsonen 2009/2010.
Seks landsholdsspillere, et væld af spillere på DHF’s talenttræninger og pigeprojekter, en kåring som Årets Danske Håndboldklub og et stadigt forbedret setup omkring Danmarks måske mest velfungerende håndboldakademi. Og nå ja, så vandt klubben fire guldmedaljer og en af sølv i ungdomsrækkerne.
Men i Skanderborg handler det ikke om at vinde glitrende vedhæng til klubbens grønne trøjer.
- Det handler ikke om guld. Slet ikke. Det handler om talentudvikling. Guld det kommer, når tingene fungerer, og går op i en højere enhed. Selvfølgelig vil drengene og pigerne vinde hver weekend, men i år er alt simpelthen bare gået op i en højere enhed. Jamen, det er faktisk helt vildt, siger ungdomsformand i Skanderborg Håndbold, Torben Væver.